Vedrørende Anti-introduktionisme Nr. 8.

ISBN: 9788740978605

Anti-introduktionisme Nr. 8. ”Achilleus og skildpadden”.

Zenons dikotomiparadokser.

Udgave 1.

Trykkeår: 2019.

Forlag: Saxo Publish.Skrifttyper: Tahoma og Calibri.

Omslag: Ove Møbjerg Kristensen.

Indledning.

Denne afhandling behandler Zenons såkaldte paradokser om bevægelse. Der refereres til de engelske versioner af Aristoteles’ gengivelser af disse i antologien The Presocratic Philosophers. Desuden diskuteres nogle af Aristoteles og M. Schofields overvejelser, som også er gengivet i denne antologi. ([Kirk 83], p. 269-274)

For at yde Zenons paradokser retfærdighed citeres først de oprindelige tekster (i engelsk oversættelse), eftersom det er den populariserede og misvisende fremstilling ”Achilleus og skildpadden”, der hyppigst diskuteres, oven i købet som om denne version er den eneste og originale version.

De diskuterede tekster.

Paradokset om Achilleus og skildpadden er det paradoks, som Aristoteles kalder “the so-called ‘Achilles’” (239b14) ([Kirk 70], p. 272):

“In a race the quickest runner can never overtake the slowest, since the pursuer must first reach the point whence the pursued started, so that the slower must always hold a lead.” (239b14) ([Kirk 70], p. 272)

I herværende afhandling anvendes flere gange betegnelsen ”Zenons dikotomiberetning”. Denne beretning indgår som en del af dikotomiparadokset:

“The first [paradox] asserts the non-existence of motion on the ground that that which is in locomotion must arrive at the half-way stage before it arrives at the goal...” (239b11) ([Kirk 70], p. 270, min kantede parentes.)

Zenons dikotomiberetning er simpelthen det sidste udsagn:

“… that which is in locomotion must arrive at the half-way stage before it arrives at the goal…” (Ibid.)

Resumé.

Den resterende del af denne afhandling består af to hovedafsnit:

1) I det første af disse afsnit, ”Zenons paradokser om løbere”, fremføres en række umiddelbare overvejelser over disse paradokser. Desuden gendrives et par typiske kritikker, og yderligere analyser fremføres.

I de populariserede udgaver af den tekst, Aristoteles kalder ”the so-called Achilles”, omtales den hurtigste løber som ”Achilleus” og den langsomste som ”skildpadden”. Nogle filosoffer og matematikere fremfører, at Achilleus indhenter skildpadden, fordi længden af den samlede strækning, Achilleus behøver at løbe for at indhente den, kan beskrives som grænseværdien af en opsummering af længderne af de passerede delstrækninger. Men definitionen af begrebet grænseværdi afspejler tværtimod selv, hvordan en funktionsværdi kan komme vilkårligt tæt på en bestemt værdi uden at nå den. Dette uddybes i underafsnittet ”matematisk grænseværdi”.

Da disse beretninger klart er rekursive, men uden stop, fremføres formelle rekursive beskrivelser af dem. Disse beskrivelser suppleres med eksempler. Det viser sig netop, at en hjælp til afklaringen af disse paradokser findes i denne rekursive måde, hvorpå de er fortalt, idet beretningen om hver passage af en delstrækning slutter på samme måde, som er uden stop. Det er dermed beretningen, der ikke stopper, ikke nødvendigvis løbet.

Beretningen ”Achilleus” viser endvidere, at det er muligt at komme vilkårligt tæt på nuet uden at nå det, men at vi ikke kan forklare det sidste spring ind i nuet. I nuet er vi i nuet, men hvordan kom vi dertil? Beretningen belyses med en højrerekursiv beskrivelse.^[1]

Der ses på Zenons dikotomiparadoks, der har såvel en højrerekursiv som en venstrerekursiv fortolkning. Begge belyses med rekursive beskrivelser.

Nogle af Aristoteles’ og M. Schofields’ overvejelser gennemgås. Af Aristoteles’ konklusioner følger det, at paradokset gælder på samme måde for tidsforløb som for passage af strækninger.

2) I det andet afsnit ”Udledningen af Zenons budskab” fremlægges en uddybende fortolkning af Zenons beretninger. Ifølge denne fortolkning udgør disse beretninger ikke paradokser, men et filosofisk budskab. Denne fortolkning tager direkte udgangspunkt i, hvordan beretningerne er fortalt. ^[2]

Herved belyses det, hvordan det højrerekursive dikotomiparadoks kan forstås både som en beskrivelse, der er tilbageskuende, men rettet imod nuet, og fremadskuende fra nuet og rettet imod et givet fremtidigt tidspunkt.

Desuden forklares det, hvordan Zenon udfordrer ideen om at tage common sense som udgangspunkt for vor forståelse af, hvad tid er. Endnu en vigtig pointe er, at man generelt skal tage stilling til den vanskeligst gendrivelige version af det udsagn, man ønsker at granske eller kritisere. I sidste ende må Zenons beretning derfor forstås som en abstrakt fiktion – dvs. på sine egne betingelser og dermed frigjort fra referencer til fysiske og teoretiske entiteter - endog som en litterær fiktion.

Det forklares således, hvordan Zenons paradokser tydeliggør, at der er en dualisme mellem fortiden og nuet, og mellem nuet og fremtiden.

I appendikset ”Rekursivitet med stop” vises et eksempel på en højrerekursiv beskrivelse med stop, idet eksemplets terminologi forklares.

I det sidste appendiks ”Achilleus og viljen til tænkning” udredes paradokset ”Achilleus” og dets filosofiske budskab i al sin enkelthed, og tilknyttede problemer kommenteres. Desuden gendrives en matematikers afvisning af paradokset.

---

^[1]  Disse begreber uddybes i appendikset ”Rekursivitet med stop”.

^[2] Jeg skylder her at bemærke, at denne fortolkning blandt andet er baseret på mine egne overvejelser i forbindelse med min læsning af Wesley C. Salmons antologi Zeno’s Paradoxes ([Salmon 70]). Selv om disse hovedsageligt resulterede i påpegningen af disse bidrags misvisende digressioner og øvrige fejl, har selve arbejdet med denne kritik resulteret i flere overvejelser om Zenons løberparadokser ud over dem, der allerede er fremført i første del.

Denne antologi har derimod ikke i sig selv bidraget med noget til mine her præsenterede resultater.

- - -

Indholdsfortegnelse.

Indledning.

De diskuterede tekster.

Resumé.

1. Zenons paradokser om løbere.

1.1. Achilleus og skildpadden.

1.1.1 En matematisk fortolkning af paradokset.

1.1.1.1 En rekursiv beskrivelse af væddeløbet.

1.1.2 Matematiske løsningsforslag.

1.1.2.1 Summation af uendeligt mange værdier.

1.1.2.2 Matematisk grænseværdi.

1.1.3 En ufærdig beretning.

1.1.4 Naturvidenskabelige indvendinger.

1.2 Zenons dikotomiparadoks.

1.2.1 Det højrerekursive dikotomiparadoks.

1.2.2 Det venstrerekursive dikotomiparadoks.

1.2.3 Aristoteles’ og M. Schofields overvejelser.

1.2.3.1 Aristoteles’ konklusion.

1.3. Resumerende betragtninger.

2. Udledningen af Zenons budskab.

2.1 Zenons udfordringer.

2.2. Zenons opponenter.

2.2.1 Common sense.

2.2.1.1 En common sense relateret forklaring.

2.2.2 Fundamentale argumentationsfejl.

2.3. På vej mod Zenons budskab.

2.3.1 Konklusioner om Zenons beretninger.

2.3.2 Zenons budskab.

2.3.4 Dualisme.

2.4. Afslutning.

Appendikser.

A1. Rekursivitet med stop - et afsluttet løb.

A2. Achilleus og viljen til tænkning.

A2.1 De begåede fejl.

A2.2 Kritik af common sense.

A.2.2.1 En matematisk misforståelse.

A.2.2.2 Perspektivrig kritik.

A.2.3 Kritik af et matematisk argument.

A2.4 Betydningen af Zenons paradokser med løbere.

Litteratur.

- -

Litteratur.

[Cambridge]                   http://dictionary.cambridge.org/dictionary/english/common-sense.

[Camus 78]                    Albert Camus: L’etranger
Gallimard (France 2002).

[Dummett 78]               Michael Dummett: Truth and Other Enigmas
Duckworth (London 1978).

[Famøs 2003]                mwm: Når Humanister laver matematik.
”Fagblad for Aktuar, Matematik, - Økonomi og statistik”,
17. årgang nr. 1. Oktober 2003.

[Fraassen 80]                 Bas C. van Fraassen: The Scientific Image
Oxford University Press (Oxford 1980)

[Kirk 83]                          G.S. Kirk, J.E. Raven, M. Schofield: The Presocratic Philosophers, 2. ed.,
(Cambridge 1983)

[Salmon 70]                   Wesley C. Salmon, ed.: Zeno’s Paradoxes
Bobbs-Merrill (Indianapolis & New York, 1970)

[Witt 07]                         Witt-Hansen: Achilleus og skildpadden: http://www.lmfk.dk/artikler/data/artikler/0703/0703_20.pdf

Vedrørende Anti-introduktionisme Nr. 7.

ISBN: 9788740978513

Anti-introduktionisme Nr. 7.

Udgave 1.

Trykkeår: 2019.

Forlag: Saxo Publish.

Skrifttyper: Tahoma og Calibri.

Omslag: Ove Møbjerg Kristensen.

- - - - 

Resumé.

Denne afhandling består af fem selvstændige afsnit, hvori der fokuseres på krav til argumentationer og forklaringer.

Anti-introduktionisme Nr. 6 sluttede med en argumentation for, at der findes et uomgængeligt etisk grundlag. Denne argumentation kunne forekomme at være meget indirekte, idet det var logisk baseret på nødvendigheden af en interesse i at finde et svar, og idet den blotte interesse i at søge efter svaret på et spørgsmål ikke umiddelbart synes at have implikationer for selve svaret på spørgsmålet. I denne afhandling genovervejes problemstillingen og supplerende afklaringer af sagens kerne fremføres. Dette gøres i det første afsnit, ”Et etisk grundlag”.

I afsnittet ”Præsupponeringer i religion og realismedebatten”, præsenteres de to mest basale præsupponeringer, der kan tænkes. Disse forekommer i alle udsagn. De illustreres med eksempler på fejlagtige præsupponeringer.

Afhandlingen Anti-introduktionisme Nr. 5 sluttede med afsnittet ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger”. Begrebet ignosticisme, kan synes at sammenfatte denne kritik af religiøse udtryks manglende ordmening. Der er imidlertid en afgørende forskel på den førstnævnte kritik og dette begrebs substans. Denne forskel udredes i afsnittet ”Ignosticisme og semantisk mening”.

Det fjerde emne tilhører lige som de første tre den praktiske filosofi. Diskussionen deraf er foranlediget af nogle ofte hørte undskyldninger af og anklager imod religioner i forbindelse med personers religiøst relaterede kritisable adfærd, idet religionerne bliver kaldt henholdsvis rene og skyldige. Da religiøse tekster involverer den ekstra problematik, at de er semantisk meningsløse, kan det være afklarende først at se på det tilsvarende problem, hvad angår de politiske ismer, eftersom disse har et semantisk meningsfuldt indhold, der kan diskuteres. Således kan ismerne, udover at være semantisk meningsfulde, indeholde velbegrundede ideer. Derimod kan der ikke findes religiøst begrundede ideer, eftersom religiøse sætninger er semantisk meningsløse og derfor ikke kan bruges som præmisser. Det konkluderes, at det er folk selv, der vælger at handle, således som de gør, uanset om det sker på baggrund af en isme eller en religion. Dette emne behandles i afsnittet ”Religion, ismer og ansvar”.

I afsnittet ”Viljen til argumentation” ses på en mere alvorlig kritik af religionen og dens antagelser og konsekvenser. Denne kritik tager udgangspunkt i det faktum, at de blotte standpunkter er utilstrækkelige i enhver debat, eftersom de skal kunne begrundes, for at der kan være et indhold at diskutere. Det tydeliggøres, at de personer, der lader hånt om kunne forklare de udtryk, de bruger, ikke udsætter sig for logiske hindringer i at fremføre hvilke som helst sætninger uden forklaring. Thi med deres brug og accept af semantisk uafklarede udtryk, og dermed af udsagn, der mangler det mest basale i at være udtryk for fornuft, nemlig sproglig mening, baner de pågældende vejen for alskens elendige påstande og opfordringer - uden at dette dog nødvendigvis tvinger dem ud ad den vej.

Desværre må det konkluderes, at grundlaget for enhver religion netop består i accepten af semantisk meningsløse sætninger eller tegnfølger. Det betyder, at når man tilslutter sig den mest uskyldige kristendom eller en anden religion, accepterer man ikke blot den pågældende religions grundlag, men også grundlaget for alle mulige vanvidsreligioner, nemlig accepten af semantisk meningsløse tegnfølger - uden dog nødvendigvis at acceptere selve disse religioner - for denne accept er de fælles om.

Der ses på, hvordan religionens etiske udsagn virker som en slags reklamer for resten af religionen ved at stille denne i et positivt lys. Det må bemærkes, at denne accept sniger sig ind alle mulige vegne.

Afhandlingen slutter med tre appendikser: ”Hegel: argumentationens nødvendighed”, ”Betingelser for semantisk mening” og ”Begrebet anti-introduktionisme”.

- - - -

En redegørelse for vor erkendelsesmæssige situation.

Indholdsfortegnelse.

Resumé.

1. Et etisk grundlag.

1.1 Argumentationsprincippet.

1.2 Udledningen af et uomgængeligt grundlag for en etik.

1.3 Alternative argumenter.

1.4 Belysning af argumentet for den uomgængelige etik.

1.5 Relaterede problemer.

1.6 Kulturrelativisme.

2. Præsupponeringer i religion og realismedebatten.

2.1 Religion.

2.2 Realismedebatten.

3. Ignosticisme og semantisk mening.

3.1 Ignosticisme.

3.1.1 Etymologi.

3.1.2 Definition.

3.2 Teologisk nonkognitivisme.

4. Religion, ismer og ansvar.

4.1 Ismer og ansvar.

4.1.1 Hvad en isme er.

4.1.2 Ismer i sig selv.

4.1.3 Ansvar.

4.1.4 Konklusion vedrørende ismer.

4.2 Religioner og ansvar.

4.2.1 Hvad en religion er.

4.2.2 Religioner i sig selv.

4.2.3 Ansvar.

4.2.4 Konklusion vedrørende religion.

4.3 Overordnet konklusion.

5. Viljen til argumentation

5.1 Standpunkters utilstrækkelighed.

5.2 Krav til forklaringer.

5.3 Konsekvenserne af accepten af meningsløse udtryk.

5.4 Religionernes etiske reklamer.

5.5 Konklusion: Den kulturelle katastrofe.

Appendikser.

A1. Hegel: argumentationens nødvendighed.

A2. Betingelser for semantisk mening.

A3. Begrebet anti-introduktionisme.

Litteratur.

Vedrørende Anti-introduktionisme Nr. 6.

ISBN: 9788740971019.

Anti-introduktionisme Nr. 6. Sjæl-legeme-problemet.

Grundlaget for etik.

Udgave 1.

Trykkeår: 2019.

Forlag: Saxo Publish.

Skrifttyper: Tahoma og Calibri.

Omslag: Ove Møbjerg Kristensen.

Resumé.

Da begrebet semantisk mening er basal for enhver diskussion, er det naturligvis nødvendigt at udrede og definere det. Dette gøres i afsnittet ”Semantisk mening og semantiske misopfattelser”. Her vises også to eksempler på semantiske misopfattelser.

I det efterfølgende afsnit, ”Forskellige typer argumenter mod realisme”, vurderes (som lovet i afsnittet ”Indledning” i Anti-introduktionisme Nr. 5) en oversigt over argumenter mod realisme inden for forskellige områder. Religion kvalificerer sig egentlig ikke til at være en del af realismedebatten. Men det viser sig, at nogle af de diskuterede realismer mangler semantisk mening i næsten samme grad, som religiøse tegnfølger gør.

Samme afhandlings kritik af religiøse tegnfølger som værende semantisk meningsløse følges op af et svar på spørgsmålet om, hvordan man kan kritisere en persons udtalelser, hvis disse er semantisk meningsløse. Dette er muligt ved at granske de forestillinger og det skin af semantisk mening, som har forledt den pågældende til at fremføre sine sætninger. Et eksempel på gennemførelsen af kritik af en sådan semantisk meningsløs sætning vises i afsnittet ”Hvordan semantisk meningsløse sætninger kan kritiseres”.

I afsnittet ”Det anti-introduktionistiske projekt” redegøres der for et – i det mindste i disse afhandlinger - fornyet og afklaret syn på realismedebatten som omhandlende, hvad det er, vi konfronteres eller har at gøre med, i modsætning til hvad der blot er forestillinger eller konstruktioner. Da dette spørgsmål vedrører konstaterbare fakta, frigøres realismedebatten endelig fra at dreje sig om eksistens versus ikke-eksistens. Eftersom projektet involverer den filosoferendes egne iagttagelser, er det også relevant at belyse solipsismeproblemet.

Herefter ses på forholdet mellem et objekts fremtræden og vor forestilling om dets såkaldte iboende egenskaber, dvs. egenskaber, der ikke sanses umiddelbart, men som kun udledes. Dette forhold belyses i afsnittet ”Begrebet om det såkaldt ikke-observerbare”. Resultatet heraf viser sig at være nyttig for afklaringen af det såkaldte sjæl-legeme-problem.

I afsnittet ”Sjæl-legeme-problemet i anti-introduktionistisk belysning” forklares det, hvordan sjæl-legeme-problemet er uløseligt for realismen, mens det for anti-introduktionismen indebærer kravet om at kunne redegøre for videnskabelige teorier om, hvordan indtagelse af noget materielt kan påvirke en persons fysiske og mentale tilstand – uden at denne redegørelse behøver at referere til andet end fænomener og videnskabelige teorier. Det udredes, hvordan dette er muligt.

Selv om Alfred Ayer fastholder den modsatte idé, kan der faktisk argumenteres for, at der findes et uomgængeligt etisk grundlag for vore handlinger. Dette grundlags eksistens begrundes i afsnittet ”Etik og politik”. Først redegøres dog for, hvorfor vi ikke med nødvendighed følger vore etiske konklusioner. Dernæst tages der udgangspunkt i, at verden er verden for os, nemlig i den forstand, at den enkeltes horisont eller forestillingsverden er bestemt af vedkommendes indsigt, således at fordybelse og øget indsigt øger denne horisont. Det betyder, at hvis vi vil argumentere og konkludere noget overhovedet, er vi nødt til at fordybe os på mange forskellige områder. Da vi netop søger et svar på spørgsmålet om etikkens grundlag, er dette grundlag dermed givet, nemlig at vi alle må have gode muligheder for fordybelse. Det begrundes, at dette etiske resultat er uomgængeligt. Til slut diskuteres nogle modargumenter, og eksempler på konsekvenser vises.

Handlingen efterfølges af fire appendikser: 1) ”Den filosofiske retning anti-introduktionisme”, 2) ”Den udvidede brug af slutning til bedste forklaring”, 3) ”Top-down og bottom-up forklaringer” og 4) ”Sprogbrug og eksistens”. 

- - - -

Indholdsfortegnelse.

Resumé.

1. Semantisk mening og semantiske misopfattelser.

1.1 Ordmening versus manglende reference.

2. Forskellige typer argumenter mod realisme.

2.1 Kontraintuitivitet.

3. Hvordan semantisk meningsløse sætninger kan kritiseres.

4. Det anti-introduktionistiske projekt.

4.1 Det, vi konfronteres med.

4.1.1 Den filosoferendes erfaringer.

4.1.2 Begrebet om andres bevidsthedsindhold.

4.2 Det filosofiske resultat.

5. Begrebet om det såkaldt ikke-observerbare.

5.1 Fænomener eller skjulte egenskaber.

5.2 Forskellige former for observerbarhed.

6. Sjæl-legeme-problemet i anti-introduktionistisk belysning.

6.1 Realismens og anti-realismens sjæl-legeme-problem.

6.1.1 Realismens sjæl-legeme-problem.

6.1.2 Anti-introduktionismens sjæl-legeme-problem.

6.2 Anti-introduktionismens fysiologiske dualismeproblem.

6.3 Det materielle versus sanseindtryk.

6.4 Fysiologiske indtryk versus de øvrige sanseindtryk.

6.4.1 Et fysiologisk eksempel.

6.5 Det fysiologiske dualismeproblem.

6.5.1 En afklaring af det fysiologiske dualismeproblem.

6.5.1.1 Videnskabelige begrænsninger.

6.5.2 Teori og anvendelsen af medikamentet.

6.5.3 Teoretiske begrænsninger.

7. Etik og politik.

7.1 Moralsk standpunkt og handling.

7.1.1 Den fuldstændige forståelse.

7.1.2 Irrationelle bevæggrunde.

7.2 Etikkens grundlag.

7.2.1 Det, vi kan erkende om vor situation i verden.

7.2.2 Verden er verden, som den er for os.

7.2.3 Det, vi ikke ved om vor situation i verden.

7.2.3.1 Spørgsmålet om livets eventuelle mening.

7.2.3.2 En begrundelse af en etik.

7.2.3.3 Sammenligning med almindelige etiske standpunkter.

7.2.3.4 Indvendinger.

7.2.4 Oversigt.

7.3 Konsekvenser.

7.4 Afslutning.

Appendikser.

A1. Anti-introduktionisme.

A2. Den udvidede brug af slutning til bedste forklaring.

A3. Top-down og bottom-up forklaringer.

A4. Sprogbrug og eksistens.

Litteraturliste.

Vedrørende Anti-introduktionisme Nr. 5

ISBN: 9788740964677.

Anti-introduktionisme Nr. 5.

Udgave 1.

Trykkeår: 2018.

Forlag: Saxo Publish.

Skrifttyper: Tahoma og Calibri.

Omslag: Ove Møbjerg Kristensen.

 - - - -

Resumé.

Den videnskabelige realismes begreb om nyttig antagelse er fundamentalt i realismedebatten. Det er beslægtet med begrebet god forklaring, som er kritiseret i afsnittet ”Kritik af realismen som en god forklaring” i Anti-introduktionisme Nr. 4. Begrebet indgår i det realistiske argument for, at videnskabelige udsagn er bogstaveligt sande. Derfor behandler afsnittet ”Realismedebattens begreb om nyttig antagelse” spørgsmålet om, hvad der kan lægges i dette begreb om nyttig antagelse.

Bogstavelig opfattelse af teorier og de begreber, der indgår i dem, kan føre til fejlagtige anvendelser af dem i sammenhænge, hvor de ikke kan have bogstavelig mening. En række eksempler herpå gennemgås i afsnittet ”Bogstavelige fortolkninger af videnskabelige teorier”.

I afsnittet ”Såkaldte nul-elementer i grammatik” kritiseres en bogstavelig opfattelse af et begreb om eksistens af ingenting i grammatikken. Denne opfattelse består i ideen om, at betegnelser for tomme tegnfølger, udover at være nyttige eller i det mindste bekvemme i morfologi og syntaks, også refererer til virkelige entiteter. Kritikken fremsættes ikke blot for at opnå en filosofisk afklaring inden for disse sproglige emner, men også fordi diskussionen af disse termer har en lighed med den videnskabsfilosofiske diskussion af naturvidenskabens teoretiske, ikke-observerbare størrelser, hvad angår deres realitet.

Nogle grammatikere bruger også et selvmodsigende begreb om eksistens af fravær, som de behandler som en reel entitet. Her er det fraværende ganske vist observerbart, når det ikke er fraværende (og dermed aktuelt eksisterende), men der kan argumenteres for, at dette begreb er såvel overflødigt samt selvmodsigende. Dette forklares i afsnittet ”Forkert brug af begrebet ellipse i grammatikken”.

Derpå gennemgås flere forekomster af semantisk meningsløse udsagn om eksistens af ikke-eksistens. Det viser sig, at sætninger kan være meningsløse af en grund, som er endnu mere fundamental end deres eventuelle evidenstranscendens, nemlig den, at et eller flere udtryk i de pågældende sætninger mangler semantisk mening. Disse formodede ord kan ganske vist låne et skin af semantisk mening fra ord, som vitterlig har semantisk mening, men det gør dem ikke semantisk meningsfulde. Dette gælder for visse anvendelser af tegnfølgerne ”omverden” og ”gud”. Men også de ekstra ideer, som realisterne vil lægge i deres opfattelse af udtrykkene ”ikke-observerbare entiteter” og ”materielle objekter”, sammenlignet med, hvad anti-realisterne vil lægge i dem, er semantisk tomme. Dette uddybes i afsnittet ”Semantisk meningsløshed – semantisk tomhed”.

Nogle opslag vedrørende filosofiske begreber i Gyldendals DVD-leksikon [Gyldendal 2006] afslører en uheldig indstilling til de beskrevne begreber. Det drejer sig om de indbyrdes beslægtede emner fænomenalisme, omverdensproblemet og solipsisme. Den altafgørende fejl i de kritiserede artikler er, at de anti-realistiske aspekter ved begreberne er forklaret udelukkende fra en realistisk synsvinkel. Kritikken heraf begrundes sideløbende med en diskussion af de problemstillinger, der knytter sig til begreberne. Den fremføres i afsnittet ”Kritik af en fremstilling af fænomenalisme, omverdensproblemet og solipsisme”. Dette giver anledning til et afsnit om gendrivelse af solipsismen. Realisternes åbenbare modvilje mod anti-realisme belyses i underafsnittet ”Realistens opfattelse af anti-realismen”.

Denne kritik foranlediger en begrundelse af, at filosofi kan praktiseres videnskabeligt i den forstand, at der kan stilles specifikke krav til filosofiske argumenter. Disse beskrives i afsnittet ”Filosofi som videnskab”.

I afsnittet ”Tidens hastighed” fremføres nogle overvejelser om det absurde i begrebet om tidens hastighed. Resultaterne heraf er i overensstemmelse med den anti-introduktionistiske tidsfilosofi, der er præsenteret i disse afhandlinger, og kan egentlig inspirere til denne filosofi.

I afsnittet ”Videnskab og virkelighed” gennemgås nogle spørgsmål, der har udgangspunkt i Thomas Kuhns videnskabsfilosofi, således som den er præsenteret i Kuhns værk The Structure of Scientific Revolutions ([Kuhn 70]). Denne filosofi drejer sig ganske vist hovedsagelig om det naturvidenskabelige arbejde, men berører også realismedebatten. Denne inddrages især i underafsnittet ”Ideen om den endelige videnskabelige sandhed om verden”. I underafsnittet ”Er Newtons fysik et specialtilfælde af Einsteins relativitetsteori ved små hastigheder?” diskuteres forholdet mellem de videnskabelige teoriers formål (dvs. at forudsige fænomenerne) og teoriernes indhold. Kuhn hævder næsten bogstaveligt, at videnskabsfolk arbejder i en anden verden efter et paradigmeskift. Underafsnittet ”Forholder videnskabsfolk sig til forskellige verdener før og efter et paradigmeskift?” diskuterer dette synspunkt.

Dette foranlediger en dyberegående belysning af forholdet mellem videnskab og vor umiddelbare opfattelse af verden. Denne afklaring foretages i det efterfølgende afsnit, ”Videnskab versus common sense”.

Til sidst argumenteres der for, at religiøse sætninger er semantisk meningsløse tegnfølger. Dette resultat er baseret på det basale begreb ordmening. Argumenterne fremføres i afsnittet ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger”. Her begrundes det, at den religiøse anvendelse af udtrykkene ”tro” og ”gud” gør de sætninger, der indeholder dem, semantisk tomme. Disse opnår derved kun et skin af semantisk mening. Men de religiøse kan af principielle grunde ikke forklare disse udtryks semantiske mening på en måde, der lever op til de krav, vi normalt stiller til forklaring af ords mening for andre mennesker. Religiøse sætninger kvalificerer sig derfor hverken til at være genstand for en logisk eller empirisk videnskabelig undersøgelse. Af samme grund kan påstande om såkaldt religiøs erkendelse ikke gøre sig gældende. Alfred Ayers syn på dette kommenteres.

Afhandlingen efterfølges af fire appendikser: 1) ”Den filosofiske retning anti-introduktionisme”, 2) ”Den udvidede brug af slutning til bedste forklaring”, 3) ”Top-down og bottom-up forklaringer” og 4) ”Sprogbrug og eksistens”. 

- - - -

Indholdsfortegnelse.

Resumé.
1. Indledning.
1.1 Det filosofiske fundament for vor tænkning.
2. Realismedebattens begreb om nyttig antagelse. 
2.1 Kravet om semantisk mening.
2.2 Begrebet om nyttige antagelser.
3. Bogstavelige fortolkninger af videnskabelige teorier.
3.1 Misvisende tale om såkaldte ikke-observerbare entiteter.
3.2 Pointillismens misforståelse.
3.3 Dokumentation af principielt ikke-observerbare entiteter.
4. Såkaldte nul-elementer i grammatikken.
4.1 Nul-elementer i morfologien.
4.1.1 Et datalogisk-morfologisk eksempel.
4.1.2 Det absurde i begrebet nul-morf.
4.2 Nul-elementer i syntaks.
4.3 Beslægtede problemstillinger.
4.3.1 Analoge eksempler.
4.3.2 Eksemplets slægtskab med naturvidenskab.
5. Forkert brug af begrebet ellipse i grammatikken.
5.1 Supplerende eksempler.
6. Semantisk meningsløshed – semantisk tomhed.
6.1 Omverdenen.
6.2 De religiøses putative entiteter.
6.3 Ikke-observerbare entiteter i videnskaben.
6.3.1 Gravitationsfelter.
6.3.2 Elementarpartikler.
6.4 Materielle objekter.
6.4.1 Konklusion.
7. Kritik af en fremstilling af fænomenalisme, omverdensproblemet og solipsisme.
7.1 Fænomenalisme.
7.2 Omverdensproblemet.
7.2.1 Kritik af begreberne.
7.2.2 En principiel kritik af fremgangsmåden.
7.2.3 Alternative formuleringer.
7.2.4 Begrebet ting.
7.3 Solipsisme.
7.3.1 Kritik af artiklen.
7.4 Gendrivelse af solipsismen.
7.4.1 Begrebet om andre menneskers bevidsthed.
7.4.2 Forestillingen om andre menneskers bevidsthed.
7.4.3 Opsummering.
7.5 Realistens opfattelse af anti-realismen.
7.5.1 Konklusion.
8. Filosofi som videnskab.
9. Tidens hastighed. 1
10. Videnskab og virkelighed.
10.1 Ideen om en endelig videnskabelig sandhed om verden.
10.1.1 Begrebet om en endelig grammatik.
10.1.2 Konklusioner om grammatik og naturvidenskab.
10.1.3 Konsekvenser.
10.2 Er Newtons fysik et specialtilfælde af Einsteins relativitetsteori ved små hastigheder?
10.2.1 Kritik af Kuhns svar.
10.2.2 Konklusioner.
10.3 Forholder videnskabsfolk sig til forskellige verdener før og efter et?
10.3.1 En kritik af en bogstavelig fortolkning.
10.3.2 En metaforisk fortolkning.
10.3.3 Afslutning.
11. Forholdet mellem videnskab og den fysiske verden, især fortiden.
11.1 Teorier og stoffet.
11.2 Teorier og fortiden.
11.3 Teorier og verden.
12. Semantisk kritik af religiøse tegnfølger.
12.1 Sociologisk versus semantisk kritik af religion.
12.2 Præcision og omstændelighed.
12.3 Tegnfølgen ”gud” versus udsagn om realiteter.
12.4 Religiøse forklaringer.
12.5 Konsekvenser af den semantiske kritik.
Appendikser.
A1. Anti-introduktionisme.
A2. Den udvidede brug af slutning til bedste forklaring.
A3. Top-down og bottom-up forklaringer.
A4. Sprogbrug og eksistens.
Litteratur. 216

Vedrørende Anti-introduktionisme Nr. 4.

ISBN:  9788740942552

Anti-introduktionisme Nr. 4.

Udgave 1.

Trykkeår: 2018.

 Forlag: Saxo Publish.

Skrifttyper: Tahoma og Calibri.

 Omslag: Ove Møbjerg Kristensen.

Resumé.

I indledningen forklares, hvorfor der blandt de vigtigste formål med denne afhandling er en supplerende diskussion af de bestanddele af Michael Dummetts sprogfilosofi og af Bas van Fraassens videnskabsfilosofi, der er fremført i afhandlingerne Anti-introduktionisme Nr. 1-3 vedrørende disse filosofier. Der skal således redegøres for, 1) hvad der kan argumenteres for og på hvilken måde, 2) hvad der kan kritiseres eller afvises, og 3) hvad der i stedet kan argumenteres for.

Først redegøres dog kort for betydningen af den semantiske synsvinkel i debatten mellem realister og anti-realister. Dette gøres i afsnittet ”Den semantiske indfaldsvinkel til realismedebatten”.

Afsnittet ”Korrespondensteorien for sandhed” gennemgår princippet af dette navn, hvorved det anti-introduktionistiske syn på realismedebatten tydeliggøres. Der konkluderes således, at et udsagns overensstemmelse med virkeligheden er identisk med det, som begrundelsen af udsagnet består i. Der ses på eksempler, der kan relateres til princippet.

I afsnittet ”Top down–tankegangens betydning” tydeliggøres top-down princippets grundlag, dannelse og struktur, og princippet relateres til realismedebatten.

Afsnittet ”Berkeleys fænomenalisme” fokuserer på vore antagelsers art og nødvendighed. Mulige påstande om, at fænomenalismen skulle være kontraintuitiv, belyses og gendrives. Der påpeges dog et realistisk element i denne fænomenalisme. Desuden tydeliggøres det, hvordan Berkeleys projekt adskiller sig fra Dummetts. Berkeleys filosofi kan modstilles top-down-tankegangen.

I afsnittet ”Dummetts anti-realisme” fremlægges og diskuteres Dummetts definitioner af realisme og anti-realisme. Indledningsvist diskuteres dog Dummetts basale idé om at diskutere udsagn om entiteter frem for at diskutere entiteter, som viser sig at være nyttig.

I afsnittet ”En diskussion af objektbegrebet” ses først på Dummetts syn på objektbegrebet, idet det sammenlignes med Berkeleys filosofi. Derefter ses på anti-introduktionismens syn på objektbegrebet.

Afsnittet ”Emner i realismedebatten” belyser både generelle og specifikke emner: Realismen og anti-realismen må lige som andre positioner forsvares ved hjælp af begreber, der ikke forudsætter de respektive retninger selv. Dette krav er uproblematisk opfyldt for sidstnævnte. Det tydeliggøres, at Kant med sit begreb om ting i sig selv, der bygger på semantisk uafklarede ideer, udtrykker en ekstraordinær realisme.

Afsnittet ”Tilstande og forestillinger” præsenterer først nogle eksempler på udsagn og forestillinger, der ifølge common-sense realisme kan være sande slet og ret. Dernæst tydeliggøres det fejlagtige heri: Inspireret af, hvad vi kender til, forestiller vi os situationer, hvis beskrivelser kun tilsyneladende har semantisk mening.

I afsnittet ”Fiktioner og mening” undersøges vore muligheder for at danne semantisk meningsfulde forestillinger. Der redegøres for, hvordan vore filosofisk ufunderede forestillinger om fortiden er endnu et eksempel på ovennævnte fejlagtige former for forestillinger. Dummetts syn på fortidens realitet kritiseres.

Afsnittet ”Forståelse og semantisk mening” sammenligner 1) udsagn om sandhed og eksistens med 2) udsagn om semantisk mening. Dette eksemplificeres med Friedrich Nietzsches og Henri Bergsons misforståede opfattelser af fænomenalismen. Der argumenteres for, at udsagn om udsagns semantiske mening udgør de mest vægtige af de nævnte to slags udsagn. Endelig modstilles realistens syn på eksistens med anti-realistens, idet det tydeliggøres, hvordan realisten tilskriver mere til virkeligheden, end anti-realisten ønsker at gøre.

I afsnittet ”Bas van Fraassens konstruktive empirisme” ses på basale elementer af van Fraassens videnskabsfilosofi. van Fraassens bogstavelige forståelse af videnskabelige udsagn kan kritiseres for ikke at have semantisk mening, lige som hans kritik af Grover Maxwells syn på observerbarhed er utilstrækkelig. Derimod kan van Fraassens syn på modelbegrebet være en løsning på spørgsmålet om, hvordan videnskabelige udsagn skal fortolkes.

I afsnittet ”Kritik af realismen som en god forklaring” kritiseres påstanden om, at realisme er en god forklaring på videnskabens fremskridt og derfor må antages. Dette emne er centralt i diskussionen af videnskabelig anti-realisme. Dette suppleres med, hvad der højst kan lægges i begrebet god antagelse, specielt opfattelsen af realismen som en god antagelse.

Indholdsfortegnelse.

En redegørelse for vor erkendelsesmæssige situation.

Anti-introduktionisme Nr. 4.

Indholdsfortegnelse.

Resumé.

1. Indledning.

2. Den semantiske indfaldsvinkel til realismedebatten.

2.1 Realismedebatten.

2.2 Observerbare entiteter.

2.3 Semantikkens nødvendighed.

3. Korrespondensteorien for sandhed.

3.1 Bibliotekseksempler.

3.2 Et eksempel vedrørende tyngdeaccelerationen.

4. Top down tankegangens betydning.

4.1 En tydeliggørelse af top down tankegangen.

4.2 Om at begrunde.

4.3 Resumerende betragtninger.

4.3.1 Gyldige introduktioner.

5. Berkeleys fænomenalisme.

6. Dummetts anti-realisme.

6.1 Entiteter versus udsagn om entiteter.

6.2 Dummetts definitioner af realisme og anti-realisme.

6.2.1 Realisme.

6.2.2 Meningsbegrebet.

6.2.3 Anti-realisme.

6.2.4 Relaterede betragtninger.

7. En diskussion af objektbegrebet.

7.1 Dummetts, realisternes og Berkeleys opfattelse af objektbegrebet.

7.1.1 Realisternes indvendinger.

7.1.2.Fænomenalistens indvendinger.

7.2 Anti-introduktionismens syn på objektbegrebet.

7.2.1 Teorier versus observation.

8. Emner i realismedebatten.

8.1 Realisme – anti-realisme.

8.2 Immanuel Kants realisme.

8.3 Principielt observerbare fysiske entiteter.

8.4 Principielt ikke-observerbare entiteter.

8.5 Udsagn om hjernen.

8.6 Realitet og evner.

9. Tilstande og forestillinger.

Eksempler.

9.1 Vor situation i verden.

9.2 Forestillinger.

10. Fiktioner og mening.

10.1 Fiktionær og reel mening.

10.2 Videnskab og misforståelser.

10.3 Et verdensbillede.

10.4 Fortiden.

10.4.1 Fortid og evidens.

10.4.2 Fortid og fremtid.

10.4.3 Fortid og indlæring.

10.4.4 Dummetts metaforer om tid.

11. Forståelse og semantisk mening.

11.1 Nietzsches og Bergsons overfladiske kritik af realisme.

11.1.1 Friedrich Nietzsche.

11.1.2 Henri Bergson.

11.2 Realistens og anti-realistens begreber om eksistens.

12. Bas van Fraassens konstruktive empirisme.

12.1 van Fraassens definitioner.

12.2 Konstruktiv empirisme og bogstavelig sandhed.

12.2.1 Alternative positioner.

12.2.2 Ideen om en bagvedliggende virkelighed.

12.2.3 De diakrone videnskaber.

12.3 van Fraassen og Maxwells diskussion af observerbarhed.

12.4 Sprogbrug og observerbarhed.

13. Kritik af realismen som en god forklaring.

13.1 Realismens succesargument.

13.1.1 En principiel gendrivelse af succesargumentet.

13.1.2 Gitterargumentet.

13.2 Kritik af begrebet god antagelse.

13.2.1 Hackings argument.

13.2.2 Uddybende kritik

13.2.3 Videnskabens gode antagelser versus realisme.

13.3 Argumentet om positron-sprøjtning.

Litteratur.