Vedrørende Anti-introduktionisme Nr. 7.

ISBN: 9788740978513

Anti-introduktionisme Nr. 7.

Udgave 1.

Trykkeår: 2019.

Forlag: Saxo Publish.

Skrifttyper: Tahoma og Calibri.

Omslag: Ove Møbjerg Kristensen.

- - - - 

Resumé.

Denne afhandling består af fem selvstændige afsnit, hvori der fokuseres på krav til argumentationer og forklaringer.

Anti-introduktionisme Nr. 6 sluttede med en argumentation for, at der findes et uomgængeligt etisk grundlag. Denne argumentation kunne forekomme at være meget indirekte, idet det var logisk baseret på nødvendigheden af en interesse i at finde et svar, og idet den blotte interesse i at søge efter svaret på et spørgsmål ikke umiddelbart synes at have implikationer for selve svaret på spørgsmålet. I denne afhandling genovervejes problemstillingen og supplerende afklaringer af sagens kerne fremføres. Dette gøres i det første afsnit, ”Et etisk grundlag”.

I afsnittet ”Præsupponeringer i religion og realismedebatten”, præsenteres de to mest basale præsupponeringer, der kan tænkes. Disse forekommer i alle udsagn. De illustreres med eksempler på fejlagtige præsupponeringer.

Afhandlingen Anti-introduktionisme Nr. 5 sluttede med afsnittet ”Semantisk kritik af religiøse tegnfølger”. Begrebet ignosticisme, kan synes at sammenfatte denne kritik af religiøse udtryks manglende ordmening. Der er imidlertid en afgørende forskel på den førstnævnte kritik og dette begrebs substans. Denne forskel udredes i afsnittet ”Ignosticisme og semantisk mening”.

Det fjerde emne tilhører lige som de første tre den praktiske filosofi. Diskussionen deraf er foranlediget af nogle ofte hørte undskyldninger af og anklager imod religioner i forbindelse med personers religiøst relaterede kritisable adfærd, idet religionerne bliver kaldt henholdsvis rene og skyldige. Da religiøse tekster involverer den ekstra problematik, at de er semantisk meningsløse, kan det være afklarende først at se på det tilsvarende problem, hvad angår de politiske ismer, eftersom disse har et semantisk meningsfuldt indhold, der kan diskuteres. Således kan ismerne, udover at være semantisk meningsfulde, indeholde velbegrundede ideer. Derimod kan der ikke findes religiøst begrundede ideer, eftersom religiøse sætninger er semantisk meningsløse og derfor ikke kan bruges som præmisser. Det konkluderes, at det er folk selv, der vælger at handle, således som de gør, uanset om det sker på baggrund af en isme eller en religion. Dette emne behandles i afsnittet ”Religion, ismer og ansvar”.

I afsnittet ”Viljen til argumentation” ses på en mere alvorlig kritik af religionen og dens antagelser og konsekvenser. Denne kritik tager udgangspunkt i det faktum, at de blotte standpunkter er utilstrækkelige i enhver debat, eftersom de skal kunne begrundes, for at der kan være et indhold at diskutere. Det tydeliggøres, at de personer, der lader hånt om kunne forklare de udtryk, de bruger, ikke udsætter sig for logiske hindringer i at fremføre hvilke som helst sætninger uden forklaring. Thi med deres brug og accept af semantisk uafklarede udtryk, og dermed af udsagn, der mangler det mest basale i at være udtryk for fornuft, nemlig sproglig mening, baner de pågældende vejen for alskens elendige påstande og opfordringer - uden at dette dog nødvendigvis tvinger dem ud ad den vej.

Desværre må det konkluderes, at grundlaget for enhver religion netop består i accepten af semantisk meningsløse sætninger eller tegnfølger. Det betyder, at når man tilslutter sig den mest uskyldige kristendom eller en anden religion, accepterer man ikke blot den pågældende religions grundlag, men også grundlaget for alle mulige vanvidsreligioner, nemlig accepten af semantisk meningsløse tegnfølger - uden dog nødvendigvis at acceptere selve disse religioner - for denne accept er de fælles om.

Der ses på, hvordan religionens etiske udsagn virker som en slags reklamer for resten af religionen ved at stille denne i et positivt lys. Det må bemærkes, at denne accept sniger sig ind alle mulige vegne.

Afhandlingen slutter med tre appendikser: ”Hegel: argumentationens nødvendighed”, ”Betingelser for semantisk mening” og ”Begrebet anti-introduktionisme”.

- - - -

En redegørelse for vor erkendelsesmæssige situation.

Indholdsfortegnelse.

Resumé.

1. Et etisk grundlag.

1.1 Argumentationsprincippet.

1.2 Udledningen af et uomgængeligt grundlag for en etik.

1.3 Alternative argumenter.

1.4 Belysning af argumentet for den uomgængelige etik.

1.5 Relaterede problemer.

1.6 Kulturrelativisme.

2. Præsupponeringer i religion og realismedebatten.

2.1 Religion.

2.2 Realismedebatten.

3. Ignosticisme og semantisk mening.

3.1 Ignosticisme.

3.1.1 Etymologi.

3.1.2 Definition.

3.2 Teologisk nonkognitivisme.

4. Religion, ismer og ansvar.

4.1 Ismer og ansvar.

4.1.1 Hvad en isme er.

4.1.2 Ismer i sig selv.

4.1.3 Ansvar.

4.1.4 Konklusion vedrørende ismer.

4.2 Religioner og ansvar.

4.2.1 Hvad en religion er.

4.2.2 Religioner i sig selv.

4.2.3 Ansvar.

4.2.4 Konklusion vedrørende religion.

4.3 Overordnet konklusion.

5. Viljen til argumentation

5.1 Standpunkters utilstrækkelighed.

5.2 Krav til forklaringer.

5.3 Konsekvenserne af accepten af meningsløse udtryk.

5.4 Religionernes etiske reklamer.

5.5 Konklusion: Den kulturelle katastrofe.

Appendikser.

A1. Hegel: argumentationens nødvendighed.

A2. Betingelser for semantisk mening.

A3. Begrebet anti-introduktionisme.

Litteratur.