Anti-introduktionisme. Udgivelse.: Vedrørende Anti-introduktionisme Nr. 2.

ISBN: 9788740940343.

Anti-introduktionisme Nr. 2.

Udgave 1

Trykkeår 2017

Forlag: Saxo Publish.

Skrifttyper: Tahoma og Calibri.

Omslag: Ove Møbjerg Kristensen.

Resumé.

I denne afhandling begrundes det i en række tilfælde, at vi ikke har at gøre med en grundliggende struktur, som fænomenerne i bred forstand hidrører fra. Det gælder for vore sanseindtryk, vore erindringer og vor grammatiske forståelse. Det har heller ikke mening at antage, at der på en eller anden måde findes længder i sig selv, som videnskaben kan finde frem til. På tilsvarende vis har vor tale om det, vi kalder andres oplevelser, heller ikke noget objekt.

I stedet for må vi lige som i naturvidenskaben forstå virkeligheden ud fra en prototypisk top down model, ifølge hvilken vi stadig udlægger fænomenerne, i modsætning til en bottom up model, der tager udgangspunkt i et antaget ikke-observerbart grundlag. Forskellen mellem realisme og anti-realisme handler således først og fremmest om vor strukturering af verden, forklaringsstrukturens retning, og dermed om en dybere forståelse af, hvilken slags verden vi lever i.

I afsnittet ”Tre forskellige opfattelser af begrebet fysisk genstand” uddybes det syn, som henholdsvis realisme, fænomenalisme og anti-introduktionisme har på begrebet fysisk genstand, og som er berørt i Anti-introduktionisme Nr. 1. Et vigtigt resultat er her, at princippet om slutning til bedste forklaring ikke kan anvendes til at slutte til den bogstavelige eksistens af ikke-observerbare objekter. Dette diskuteres i underafsnittet ”Realisme”. I underafsnittet ”Fænomenalisme” uddybes argumentationen for, at George Berkeleys idé om, at vi opfatter en genstand på grundlag af forskellige sanseindtryk og tankeprocesser[1], er inkonsistent. Således er ideen om genkendelse problematisk i denne sammenhæng. Ifølge anti-introduktionismen kan det derimod begrundes, at vi simpelthen sanser en genstand som en helhed, hvis egenskaber vi derpå kan uddybe.

I afsnittet ”Top down og bottom up forklaringer” beskrives den nævnte idé om, hvordan vi kan forestille os en struktur af forklaringer, hvori referencer til fænomenerne er anbragt øverst, og referencer til videnskabens senest introducerede teoretiske entiteter er anbragt nederst. Den videnskabelige anti-realisme kan da beskrives som en top down erkendelsesmodel, ifølge hvilken vi med udgangspunkt i toppen kan redegøre for de teoretiske entiteter. Og den videnskabelige realisme kan beskrives som en bottom up erkendelsesmodel, ifølge hvilken vi har som mål ud fra dens bund at forklare fænomenerne.

I afsnittet ”Den prototypiske realisme” tydeliggøres det ulogiske i begrebet om ideen om andre verdener. Dette begreb kan sammenlignes med begrebet om ting i sig selv.

I afsnittet ”Anti-introduktionistiske afklaringer”, afvises muligheden for at forklare naturens regularitet og sprogets regler ud fra en given realitet, idet vi i begge tilfælde må nøjes med at specificere en systematik i det iagttagne. Denne systematik kan til stadighed præciseres. Noget lignende gælder for beskrivelsen af vor dagliglivs detaljer.

I afsnittet ”Fundamentet for videnskabelige forklaringer” begrundes det, at vi ikke kan opfatte måleresultater som andet end resultatet af en måleproces, dvs. ikke som repræsenterende nogen såkaldt bagvedliggende virkelighed, da vi ikke har at gøre med en sådan entitet. På tilsvarende vis har videnskabens teoretiske resultater heller ikke noget sammenligningsgrundlag i en virkelighed bag fænomenerne.

Afsnittet ”Tid” tydeliggør, at selv om vore forestillinger om opfyldelse af vore forventninger i en eller anden fremtid er baserede på strukturen af vore erindringer og nuet, så kan dette kun danne grundlag for de blotte fiktioner om en fremtid. Desuden begrundes det, at vore fiktioner om fortiden har flere sikre præmisser end vore fiktioner om fremtiden.

I afsnittet ”Årsag og virkning” argumenteres der for, at vore forestillinger om en fremtidig virkning højst kan være fiktioner baserede på vore erindringer og nutidige oplevelser, eftersom vi ikke har erfaringer, der hidrører fra noget, vi kan kalde fremtiden. At angive en årsag er kun at henvise til en konstateret regularitet. Vi kan dog også have andre slags erfaringer end gentagelser, der kan vise denne regularitet.

I afsnittet ”Begrebet om psykisk energi” redegøres der for, at lige som vi ikke kan tale om fysisk energi i sig selv, kan vi heller ikke opretholde et begreb om psykisk energi uden i sidste ende at referere til observerede fænomener.

I afsnittet ”Solipsisme / andre bevidstheder” ses der på det faktum, at vi ikke kan referere til noget, vi kan kalde den andens sanseindtryk som sådanne, da vi ikke kan opleve dem. Vi kan kun referere til den andens udsagn derom, eller rettere til hans brug af termer for sanseindtryk, og eventuelt hans adfærd. Et begreb om den andens bevidsthed i sig selv kan vi ikke opretholde, heller ikke på grundlag af en analogi med vor egen bevidsthed.

At indføre et begreb om den andens bevidsthed i sig selv ville være at introducere en ny slags entitet - som er ufunderet, selv om vi har et begreb om vore egne tanker, erindringer og sanseindtryk.

Når vi står over for et andet menneske ved vi ganske vist, at denne har en opfattelse af verden, i den forstand at hans adfærd og hans ytringer kan overraske os. Men dette løser ikke solipsismeproblemet.

[1] Jf. underafsnittet ”Tre forskellige opfattelser af begrebet fysisk genstand” i Anti-introduktionisme Nr. 1.

Indholdsfortegnelse.

Resumé.

1. Tre forskellige opfattelser af begrebet fysisk genstand.

1.1 Realisme.

1.2 Fænomenalisme.

1.3 Anti-introduktionisme.

2. Top down og bottom up forklaringer.

Et eksempel.

3. En prototypisk realisme.

4. Anti-introduktionistiske afklaringer.

4.1 Naturen.